Poul Havgaard – dansk smykkedesigner
Poul Havgaard er en dansk smykkedesigner og pioner inden for moderne dansk smykkekunst, kendt for sin kompromisløse og skulpturelle tilgang til smykker som bærbar kunst.
Fra begyndelsen af 1960’erne opnåede han international anerkendelse for sine unikke smykker og skulpturer smedet i jern – værker, der udfordrede samtidens opfattelse af smykker og satte håndværk og form i centrum.
Fra sit værksted i Faaborg skabte Poul Havgaard organiske former med et stærkt kunstnerisk udtryk. Hans jernsmykker var uden sidestykke og blev omtalt og vist i både internationale aviser og udstillinger.



Unika Ring i jern
Fra jern til sølv – et banebrydende formsprog
Gennem hele sin karriere udviklede Poul Havgaard et tidløst og let genkendeligt formsprog med rødder i skandinavisk modernisme. Hans arbejde vakte opmærksomhed hos den franske modeskaber Pierre Cardin, som inviterede ham til at skabe eksklusive kollektioner af bæltespænder i jern til Cardin i Paris.
I 1971 blev Poul Havgaard en af fire chefdesignere hos det finske smykkefirma Lapponia Jewelry. Hans første kollektion, 3D Silver, var kompromisløs, skulpturel og markant – et radikalt udtryk på sin tid. I de følgende fire årtier skabte han ikoniske smykker i sterlingsølv for Lapponia Jewelry, samtidig med at han fortsatte sit arbejde med jernskulpturer og smykker i sit eget værksted frem til sin død i 2011.

Savage Rose – Ring – 3D Silver

Udstillinger og museer
Poul Havgaards værker har været udstillet internationalt og er repræsenteret i væsentlige museumssamlinger, herunder Victoria and Albert Museum i London og Designmuseum Danmark i København.
I 2010 blev halskæden Pretty Earth fra kollektionen 3D Silver udnævnt til Årets Smykke af Europa Nostra – den europæiske organisation for kulturarv.
I 2015 blev hele 3D Silver-kollektionen doneret til Designmuseum Danmark.
Videreførelse af brandet
I 2018 overtog Poul Havgaards datter, Marie Havgaard, ansvaret for at videreføre sin fars arbejde og producere udvalgte smykker baseret på hans originale modeller.
Fra sin base i Barcelona viderefører Marie Havgaard Poul Havgaard-brandet med stor respekt for de oprindelige modeller, materialer og produktionsmetoder. Smykkerne støbes fortsat i Finland for at sikre samme høje standard for håndværk og kvalitet.


Unika jernbælter


Håndlavet lædertaske med jernskulptur

Unika halssmykke i jern og læder

Hendes majestæt Dronningen – en ung Margrethe II med unikabælte i jern

Entire Life – Halskæde – Lapponia Jewelry

Visible – Necklace – Lapponia Jewelry

In the workshop in Faaborg

Separation, Condideration og Full Bodied. Bronze skulpturer

I værkstedet i Faaborg

Uddrag af Thomas Windings tekst til bogen Skulpturel Form Poul Havgaard.
Poul Havgaard er ikke blot en sanselig æstet. Han er optaget af modsætninger, af paradokser. Gennem det ru og det glatte, det vigende og det som springer frem, det runde og det kantede, presser han nye former som truer med at sprænge den ydre skal. Det han viser os er vulkanske udbrud indenfor kvadratcentimetre. Han kan forme en dråbe, så vi forstår at den kan få verdenshavet til at flyde over.
Poul Havgaard er søn af en smedemester og selv uddannet som smed, men han gik en stor omvej, som viste sig at være den rigtige og mest lige. Inden han begyndte at smede.
Han har haft en sand lidenskab for at uddanne sig og forstå. Han har været i lære som malersvend, arbejdet som kirkemaler, teatermaler, været designer for Rörstrands Keramiske Fabrik og lavet keramik på eget værksted. Men på et tidspunkt (omkring 1960) begyndte han at arbejde med jern igen. Lavede smykker og bælter og blev verdensberømt ved at afsætte flere kollektioner til Pierre cardin.
Fra 1971 har han designet smykker for Lapponia Jewelry, Finland, og udstillet på museer og gallerier over hele Europa. Poul Havgaard bor i den lille provinsby Faaborg, som også må være det sted på jordkloden, hvor flest kvinder går med hans bælter og smykker..
Han er på en gang lokal patriot og verdensborger. Og forener på den måde den store verden med den lille. Fuldstændig som i sin kunst.